Ungdomshold
På Teaterskolen i Kødbyen har vi et hold på ca. 30 elever, der laver to forestillinger hvert år og tager på studietur til Berlin.
Som noget nyt, opretter vi i samarbejde med Teater V et hold for 6.-8. klasse med plads til 20 elever. Dette hold skal lave én forestilling i Teater V.
På ungdomsholdene undervises der i scenekunst i bredeste forstand og vi lægger vægt på, at teater er et håndværk.
Vi leger, improviserer, laver stemmetræning, arbejder med kropssprog, leger med rekvisitter og arbejder med tekster. Der arbejdes både individuelt, i par og i grupper. Vi bestræber os på at undervise i det traditionelle teaters teknikker, samt den mere moderne performative og publikumsinddragende scenekunst.
Det er ikke en forudsætning at have teatererfaring for at gå i Teaterskolen. Derimod er det vigtigt at have lyst til at deltage aktivt sammen med andre unge i træning og skabelse af scenisk materiale til vores forestillinger, da disse skabes og produceres ud fra elevernes egne ideer.
Tilmelding og betaling
Det koster 985 kroner pr. halvår at gå på ungdomsholdene.
Kontingent betales forud pr. 1. august samt pr. 1. januar.
Forestillinger
Teaterskolens hensigt med forestillingsarbejdet er, at skabe oplevelser for eleverne, hvor de, i et forpligtende fællesskab, har mulighed for at afsøge teatrets traditionelle og skæve vinkler. Sammen søger vi at sprænge grænserne og eksperimentere med genre, form og udtryk.
Teaterskolens forestillinger bliver skabt gennem en devising proces i et tæt samarbejde med eleverne.
Ungdomsholdet i Kødbyen er hvert år med i Labyrintforestillingen, og laver sin egen forestilling i foråret. Unge V laver en forestilling i foråret.
Labyrintforestilling
Labyrintforestillingen er en vandreforestillingen, hvor publikum bevæger sig i - og rundt om vores gamle hus. Undervejs møder de elever fra børne- og ungdomsholdet, som præsenterer forskellige korte scener, som alle bevæger sig omkring samme tematik. Eksempelvis har klimaforandringer, solsystemet og 1800-tallets børneliv tidligere været under behandling som fælles tematisk omdrejningspunkt.
Labyrintforestillingen har traditionelt været placeret i ugen inden efterårsferien, hvor der spilles forestilling alle dage mandag-fredag.
Ungdomsgruppens forestilling
Ungdomsgruppens årlige forestilling planlægges og skabes i tæt samarbejde med eleverne. Der er fokus på, at forestillingens tematik har relevans og aktualitet for eleverne, hvorfor de også inddrages i videst mulige omfang. Forestillingen iscenesættes af holdes to faste undervisere.
Produktionen foregår på det ugentlige hold, om onsdagen, samt på 2-3 øveweekender. Forestillingen spilles i én uge.
Andre aktiviteter
Der tilbydes løbende ekstra undervisning for ungdomsholdene i form af workshops fordelt på én eller flere dage.
Teaterskolen afholder sommerfest, som afslutning på året, hvor ungdomsholdene deltager. Derudover er der tradition for at ungdomsholdene arrangerer deres egen julefrokost.
Ungdomsgruppens elever inviteres årligt til at deltage på en studietur til Berlin, hvor der hentes inspiration gennem det aktuelle kulturliv. Ungdomsgruppen har desuden samarbejdsaftaler med andre teatergrupper for unge i Berlin om udveksling af workshops, forestillingsvisninger mv.
Der har de seneste år været en egenbetaling på ca. 2000 kr. pr. person, ved deltagelse på studieturen, men den årlige pris må forventes at variere.
Det nye ungdomshold kommer ikke med på studietur i denne sæson.